Martin Børsting Ny rekord - 217.000 kubikmeter

Billede 2

Ny rekord med 217.000 kubikmeter gylle

Artikel fra Maskinblaadet.dk, 19.09.2024

Tekst og foto: Claus Henneberg

Det blev en gyllesæson, hvor de lette gyllekøretøjer havde ualmindeligt travlt i marken, hvilket også førte til ny rekord hos Martin Børsting Maskinstation.

Først kom der regn, og så kom der mere regn. Sådan gik det meste af foråret, hvor de tunge gyllevogne måtte se forgæves til, mens den ene dag tog den anden i maskinhuset. Samtidig øgede udlæggeren forspringet.

Senere overhalede kornsåmaskinen gyllevognene indenom og efterlod store arealer, som først skulle tildeles gylle, når vårsæden var kommet godt i gang. Så tidspunktet var flere gange blevet sat under pres af regnen og kunne ikke vente længere, hvis man ikke ville lide udbyttetab.

Dette forlængede perioden, hvor udlæggeren havde travlt, da gylleudlægning på vårsæden kom efter det normale forårsarbejde. Men også de bløde græsmarker bidrog til ekstra arbejde til udlæggeren.

Billede: Christian Fruergaard står veltilpas ved siden af ​​sin udlægger.

Foto: Claus Henneberg.

 

Billede 1

Gylle på græsset

- Vi plejer normalt ikke at køre på græs hen over sommeren, da kunderne ikke vil have tankene forsuret på dette tidspunkt. Men i år har det simpelthen været så blødt nogle steder, at de ikke kunne køre en gyllevogn, og så måtte vi have udlæggeren på, fortæller Christian Fruergaard, chauffør hos Martin Børsting Maskinstation.

1.700 timer på tælleren er, hvad det indtil videre har krævet, at få de 217.000 kubikmeter kørt ud. Christian Fruergaard kan oplyse, at hvis man kun tæller de timer, pumpen har kørt, har de kørt omkring 175 tons ud i gennemsnit i timen.

- Det kræver, at man har nogle folk, som gider det, for at det kan lade sig gøre. Det kan godt være svært at finde folk, som har lysten, og som ikke har noget imod at skulle ud og koble en slange til indimellem, siger Christian Fruergaard.

Billede: Vejret var igen truende, men regnen udeblev.

Foto: Claus Henneberg.

Billede 4

Døgndrift sikrede fremdrift

- I foråret kører vi i døgndrift, hvor vi er et hold på fire mand til at køre med Agrometer-udlæggeren. Vi har to, som skiftes til at køre om natten, mens Christian Fruergaard kører fast om dagen. 

I efterårsperioden er der ingen døgndrift. Her er det kun Christian Fruergaard og Jens Gundersen, som kører.

Billede:  Inden start skulle makkerparret have slangen gjort fast og spændt på maskinen.

Foto: Claus Henneberg.

Billede 5

En stabil maskine

Hele 746.000 kubikmeter er det blevet til de sidste fire år, siden Martin Børsting Maskinstation tog denne udlægger i brug første gang. Men der er altid nogle små udfordringer.

Og små udfordringer må det siges at være, for i dette forår kan Christian Fruergaard oplyse, at de faktisk kun har holdt stille i 12 timer i alt med små fejl. Modsat kunne der gå op imod 900 timer i marken, inden maskinen atter så maskinhuset på maskinstationen.

- Vi har fået opdateret maskinen med den nye skærm i år, så den er faktisk fuldt opdateret som på de nye modeller. Og det skal de have ved Agrometer; de er gode til at være lydhøre og rette de ting, vi gerne vil have lavet om. Og her var skærmen en af ​​tingene, som vi gerne så ændret, allerede da vi købte maskinen, fortæller Christian Fruergaard.

Billede: Maskinen har efter fire år kørt omkring 6.700 timer.

Foto: Claus Henneberg.

Billede 3

Mere effektiv

For 24 år siden startede Christian Fruergaard med at køre gylle med en udlægger hos Martin Børsting Maskinstation, og dengang blev det kun til 55.000 kubikmeter. De kørte dog kun i foråret det første år.

- Vi brugte stort set den samme tid på den gang, som vi gør i forårsperioden i dag. Dengang var vi bare kun to til det. Vi sov bare lidt mindre dengang. Men vi er blevet meget mere effektive med maskinen end dengang, fortæller Christian Fruergaard.

Til spørgsmålet om rekorden skal slås næste år, svarer Christian Fruergaard roligt:

- De skal ikke sætte næsen for højt op. Jeg tænker, vi kommer til at lande et sted mellem 175.000 og 190.000 kubikmeter næste år.

Billede: Christian Fruergaard kunne i år fejre 25-års jubilæum hos Martin Børsting Maskinstation.

Foto: Claus Henneberg.

Interesseret? Lad os ringe dig op.